Jeg er en dedikeret hundeejer af en tæve på 4½ år. Min pige Rita følger mig i tykt og tyndt, og kender min daglige gang og rutiner, så vores samliv er nærmest problemfrit og nemt. Sådan er det ofte at leve sammen med moden og afbalanceret hund...
Glemt er hele hvalpe- og unghunde tiden... Alle de gange hvor man frustreret har set til at fjernbetjeningen blev spist, hælene på ynglings skoene blev tygget til ukendelighed og den bog man var i gang med at læse blev makuleret. Glemt er også pottetræningen og de gange hvor man ikke nåede at få kræet ud efter luren og måltidet. Og glemt er også de der små spidse tænder, der bare hapser i alt - fingre, arme, tæer og tøj. Det gør ondt og kræver den største selvbeherskelse ikke at blive irriteret.
Bastian blev født i april 21. Rita er hans moder og han har været alene hvalp, også kaldet singleton, siden hans 3. leveuge. Han har været meget i mine hænder og jeg har arbejdet bevidst med at skabe så gode betingelser for at han vil trives godt ude i verden. Legeaftale er gået rigtigt godt og der kommer flere til...
Alt imens "bassen" går løs på alt, står den gamle pige ved siden af og ser brødebetinget ud, for hun ved godt at der er meget der skal læres. Hun ser nærmest ud til at have skyldfølelse, så megen kærlighed går hendes vej....
Jeg bliver varm om hjertet når jeg ser Rita ligge på den store madras i stuen, henad aften, sammen med Bastian. De ruller rundt sammen, leger "bideleg" - uden at bide hinanden. De brummer, smasker og hygger. Jeg ser at Rita tager opgaven på sig, lærer Bastian at ro og hygge også er godt og at de har hinanden - og leger som hund til hund.
Hun nyder hans selskab - og tager ham med på opdagelse i haven. Lærer ham at finde pinde og jage kattene væk. Nogen gange er det for stor en mundfuld for Bastian, så finder han lynhurtigt ind til kurven, hvor han har helle og kigger nysgerrigt efter hvad den voksne hund kan finde på. Rita er jo en dame på 50 kg, så det går ikke altid stille af sig når hun gir den gas.
Det der er så vidunderligt ved at have hund er, at man vokser ind i hinanden, får en hverdag og et liv med en fantastisk samhørighed. Det er et stort arbejde - ikke alene at forberede en hvalp på livet i hjemmet, men så sandelig også på livet med andre mennesker og dyr udenfor hjemmet.
Jeg kigger på Bastian og kan se at han bliver en del af vores lille familie her på matriklen. Han er klar til at komme ud i verden men vi forbliver hans familie på alle måder. Han passer ind her - med hans sind og gå på mod. Så må vi lære verden udenfor at kende sammen. Han har verdens bedste læremester...
